Spring til indhold

Rød gruppe

I rød gruppe modtages der primært børn fra 3-6 år med autisme spektrum forstyrrelser og andre gennemgribende udviklingsforstyrrelser.  

I det pædagogiske arbejde med børnene tages der udgangspunkt i det enkelte barns udvikling og behov. Der udarbejdes skriftlige handleplaner, som der arbejdes ud fra og de evalueres løbende. 

Vi er inspireret af principperne og metoderne fra TEACCH og Low arousal.   

Dagligdagen er struktureret og visualiseret med mange gentagelser og genkendelighed. Der er ligeledes fokus på at forberede barnet på det kommende skift til den næste aktivitet, samt at indsætte pauseaktiviteter. Dette for at give barnet overblik og overskud, således at nervesystemet er bedst mulig reguleret og der derved er energi til hele dagen.   

I praksis betyder det i hverdagen, at hvert barn har deres eget dagsskema. Skemaet med visuelle symboler (Pictor Selector eller Boardmaker), fotos eller konkreter viser og forbereder barnet på den kommende aktivitet. Vi forbereder barnet på et skift fx via verbal guidning eller visuelt via en "time-timer".       

Grupperummet er indrettet med mulighed for afgrænsede rum, således at der er ro til den enkelte, men også så der kan laves noget sammen i en mindre gruppe.  I gruppen tilstræber vi at har hvert barn et lille afgrænsede område med eget bord, stol, dagsskema, samt en pauseplads. 

Alle børn tilbydes pædagogiske aktiviteter 1:1, hvor der arbejdes målrettet med barnets læringsmål. Det kan fx været at arbejdes ud fra et arbejdsbord, hvor barnet lærer en systematisk og visuel måde at arbejde på. Barnet styrkes i selvstændigt (og/eller med støtte) at løse opgaver og derigennem opleve at kunne mestre en færdighed.  

Der arbejdes med at styrke de sociale relationer og leg fx ved at: 

  • Hver formiddag er der samling i gruppen for alle børnene, hvor der er et fast struktureret og visualiseret program.
    Det er et program med fokus på at sige hej til hinanden, synge/rim og remser med fagter, vekselvirkning mellem stillesiddende og aktive aktiviteter (op/ned i arousal).
     

  • Alle børn er dagligt på legepladsen, hvor der er mulighed for fri leg og pædagogstyrede fælles aktiviteter og lege.  

  • ”Leg sammen”. Der laves legeaftaler med de børn hvor det giver mening, både i gruppen, men også på tværs af grupperne. I legeaftalerne er der ofte brug for,  at det foregår i en pædagogisk ramme og at aktiviteten er forudbestemt. 
  • Individuel leg. Hvert barn har en pecs-bog (legebog), hvor gruppens legetøj er visualiseret.
    Når dagskemaet viser "pecs-bog", sætter barnet sig på sin egen plads og finder det i bogen, som det ønsker at lege med.
    En "Time-timer" sættes og markere hvor længe barnet har til at lege. Efter endt leg, ryddes der op og kassen med legetøj afleveres.
     

 

Hverdagen i rød gruppe:  

Dagen starter med morgenmad for de børn der kommer tidligt og der er fokus på at dagen starter stille og roligt.   

  • Om formiddagen holdes der samling. Herefter fortsætter børnenes individuelle skemaer. Det er i dette tidsrum at børnene enten har aktiviteter  ud fra deres handleplaner, eller behandling med terapeuterne eller er på forskellige hold.   
  • Frokosten spises sammen i gruppen. Enkelte gange kan nogle børn have behov for at sidde særskilt med en pædagog og spise, hvilket vi tilgodeser. Alle børn har deres egen madpakke med. Der er faste pladser, og visuelle dækkeservietter til at støtte barnet i at holde orden og overblik i spisesituationen.  

  • Efter frokost har nogle børn brug for en pause, mens andre har brug for at komme på legepladsen.  

  • Eftermiddagsmaden spises kl. 14 og her har husets køkkendame lavet mad. Herefter starter eftermiddagsprogrammet, hvor nogle børn hentes og andre har endnu en aktivitet/pause inden de skal hjem.  

Vi er ofte på ture ud af huset, enten med vores egen bus, tandem cykel eller klapvogn. Her er der ligeledes fokus på struktur og genkendelighed. Gruppens børn deles op i små turgrupper, således at de matcher hinanden bedst. 



Feedback

Sidst opdateret

08.01.2024

Ansvarlig redaktør

Erik Holm Thomsen